Ny model forklarer voldelig ekstremisme

Hvad gør et menneske parat til at bruge vold?

Menneskers komplekse psykologiske og sociale rejse mod ekstremistisk vold er forsøgt kortlagt i en ny model udtænkt af lektor Milan Obaidi fra Københavns Universitet i samarbejde med kollegaer fra Uppsala Universitet, Aarhus Universitet og universitetet i Stuttgart.

”Siden 11. september 2001 har der været virkelig meget fokus på emnet ’ekstremisme’. Men meget af det, der er sagt og skrevet, er ikke baseret på empiri. Folk har filosoferet omkring ekstremisme, men sammenlignet med andre områder i psykologisk forskning, er der virkelig mangel på data, på eksperimenter og interviews med folk, der er dømt for at have begået voldelig ekstremisme,” siger Milan Obaidi fra Institut for Psykologi.

Han har viet sin forskerkarriere til netop voldelig ekstremisme og sammen med kollegaer fra andre universiteter lavet en model for ekstremisme. Modellen adskiller sig fra tidligere litteratur på området ved at inkludere flere facetter, som tilsammen kan forklare, hvordan et individ ender med at udøve ekstremistisk vold, mens en anden person i samme miljø ikke gør.

”I vores model forsøger vi at forene psykologi, sociologi og statskundskab. Og vi hævder, at de bedre kan forklare ekstremisme sammen end hver for sig. Hvert felt har noget unikt at bidrage med, og vi mener ikke, at nogen af dem kan stå alene i forklaringen af voldelige ekstremisme,” siger Milan Obaidi.

En kompleks sammenhæng

Milan Obaidi forklarer, at man tidligere har arbejdet med en forsimplet analyse af ekstremistisk vold, hvor man har trukket en lige linje mellem uhensigtsmæssige sociale rammer og voldelige tendenser. Man har eksempelvis kigget på social ulighed og konstateret, at ulighed fører til større villighed til vold.

Men det sociale miljø, som eksempelvis kan være præget af ulighed, er ikke tilstrækkeligt til at forklare voldelig ekstremisme, fortæller Milan Obaidi. Det er ikke alene de fysiske og sociale rammer, der er afgørende. Det handler også om individets opfattelse af rammerne. Og denne opfattelse kan være meget forskellig fra person til person i det samme miljø.

”Ulighed kan føre til stor utilfredshed, protester og vold. Men ikke altid. Og ikke hos alle. Det er ikke en tilstrækkelig forklaring på voldelig ekstremisme,” siger han.

Det er altså ikke alene de fysiske og sociale rammer, der er vigtige.

”Oplevelsen af ulighed har stor betydning. Nogle mennesker tænker ’ja, jeg bliver lidt uretfærdigt behandlet, men jeg kan sagtens klare mig’, mens andre bliver meget vrede over præcis de samme forhold,” siger Milan Obaidi.

”Derfor mener vi, at det er vigtigt, at man både kigger på forholdene, men også den socialpsykologiske opfattelse af forholdene. Tilsammen kan de bedre forklare, hvad der fører til vold,” tilføjer han.

Personlighed og ekstremisme

Foruden rammerne og individets opfattelse af rammerne, peger Milan Obaidi på en tredje ingrediens, der forklarer voldelig ekstremisme. Det handler om, hvem vi er.

Der er nogle personlighedstræk, som under visse omstændigheder medfører en højere risiko for tendenser til vold.

”Før i tiden har der i feltet været en klar opfattelse af, at der ingen sammenhæng er mellem personlighed og ekstremisme. Det er vi uenige i. Vi har lavet undersøgelser med både islamistiske jihadister og individer på den yderste højrefløj, og i begge tilfælde finder vi en klar sammenhæng mellem personlighedstræk og ekstremisme,” siger Milan Obaidi.

Det er dog ikke simpelt at opstille en formel for en voldelig ekstremist.

”Eksempelvis er der et personlighedstræk, som vi kalder openness to experience. Hvis man kigger på førstegenerationsindvandrere og det ene karaktertræk, er det sådan, at jo mere åben man er, desto mindre tilbøjelig er man til vold. Men i tredje generation er det omvendt. Der bliver man mere tilbøjelig til vold, jo mere åben man er. Så man kan ikke bare sige, at åbenhed peger i den ene eller anden retning. Det afhænger af konteksten, så det er meget komplekst,” siger Milan Obaidi.

Personer med høj åbenhed er mere nysgerrige og søger ofte mere information ved at læse aviser, lytte til debatprogrammer og den slags. De bliver derfor også mere eksponeret for diskrimination, ulighed og undertrykkelse, som er rettet mod muslimske minoriteter.

”Og denne øgede eksponering kan få dem til at føle sig mere diskrimineret, og når denne følelse af diskrimination bliver fremtrædende, kan det i nogle tilfælde føre til ekstreme holdninger,” siger Milan Obaidi.

De tre komponenter i Milan Obaidis model er de fysiske og sociale rammer (objective situation), individets egen opfattelse af disse rammer (subjective appraisals) og individets psykologiske karaktertræk (individual characteristics). Disse faktorers komplekse samspil kan forklare voldelig ekstremisme.

En ny diskurs om ekstremisme

Til tider omtales voldelig ekstremisme forskelligt i offentligheden afhængigt af, hvem der udfører volden.

”Der er et narrativ om, at højreorienteret vold, som eksempelvis Anders Breiviks terrorangreb i 2011, har rod i mental sygdom, mens islamistisk voldelig ekstremisme er kulturelt betinget og udøves af religiøse fanatikere,” siger Milan Obaidi.

Han mener, at den nye model kan danne grundlag for en mere nuanceret debat.

”Vores model viser, at det ikke altid handler om det kulturelle eller religionen, men om individet. Der findes faktisk bare nogle mennesker, i forskellige kulturer og religioner, der har personlighedstræk, som under de ’rigtige’ omstændigheder kan føre til voldelig ekstremisme,” siger Milan Obaidi.

Han håber, at modellen kan føre til en bedre forståelse af de komplekse sammenhænge, der fører til voldelig ekstremisme.

”Det er simpelthen forsimplet, hvis man kun kigger på én faktor. Vi viser, at ideologi betyder noget, sociale forhold betyder noget, og personlighed betyder noget. Og vi kan se, der er nogle fællestræk mellem de personer, der er villige til at bruge vold, uanset om de er på den ekstreme højrefløj, eller om de er islamister,” siger Milan Obaidi.

Studiet hedder ’Towards an Integrated Psychological Model of Violent Extremism’ og er publiceret i European Review of Social Psychology.