Mindeord for Ivy Schousboe

Af Pernille Hviid, Arne Poulsen, Daniela Cecchin, Inge Schoug Larsen og Torben Bechmann Jensen.

Ivy var en afholdt og respekteret kollega, og vi studerende var vilde med hendes undervisning. Hun gjorde udviklingspsykologien til en teoretisk videnskab, og vi læste alt muligt i hendes undervisning - fra Bateson og Maturana til Holzkamp-Osterkamp, Freud og Piaget. Alt kunne tænkes ind og tænkes med, men der skulle tænkes, og banaliteter fik et muntert fur.

Ivy skrev, når hun havde noget at sige. Hun skrev med sit fag og om sit fag. Hun brugte sit fag til at forstå børns liv og udvikling på nye måder, hun udfordrede de måder hendes fag havde begrebet særlige fænomener. Hun gik også alvorligt i rette med sit eget fag, udviklingspsykologen, men insisterede samtidig på, at kritikken skulle være klog, hvis den ville høres. Ivy skrev modigt. I det følgende vil vi gøre nogle nedslag på nogle af hendes væsentlige produktioner.

Forskningsprojektet om småbørns udvikling af selvbestemmelse blev udviklet sammen med Kirsten Poulsgaard og havde sit empiriske grundlag i eksperimentalbørnehaven i Njalsgade. Publikationen ”Børn og deres forældre: om børns udvikling af selvbestemmelse” var stærkt inspireret af den kritiske psykologi, og fordi den var skrevet i så let tilgængeligt sprog, fik den indflydelse som pædagogisk-psykologisk forståelsesramme langt ud over akademia og ind i hundredvis af børnehaver og vuggestuer. Selvbestemmelse byggede på en ide om børns indflydelse, rådighed over relevante livsforhold, risikoberedskab osv. Der blev skubbet til den gængse måde at tænke om børn på - psykologisk såvel som pædagogisk.

I 1989 skrev Ivy ”Integrationsformer”. Det gjorde hun langt før begrebet blev erstattet med ”inklusion”. Her tillod hun sig at mene, at integration kunne have vidt forskellige betydninger for de berørte - altså de der skulle integreres - og at disse sagtens kunne være meget skadelige. I artiklen undersøger hun dets former, styringspraksisser, mål og konsekvenser for de subjekter, der skal integreres, og det gør hun med eksempler fra fx pædagogikken, distriktspsykiatrien og særforsorgen. Analyserammen skabte en mere nuanceret opmærksomhed på versionerne af den tilrettelagte integration. Desværre aflyste samfundet begrebet om ”integration” over en kam og erstattede det med ”inklusion” - og så kunne man i princippet begynde forfra igen.

I 1993 skrev Ivy ”Den onde leg - en udvidet synsvinkel på legen og dens funktioner”. Leg kom på mange måder til at blive en central del af Ivys forskning og forfatterskab, og her blev hun en del af en stærk international kreds. Til nogens glæde og andres frustration ”strittede” hendes legeforskning, for også her gik hun imod strømmen. Hvor langt de fleste - hvis ikke alle - tænkte om leg som god, så tænkte Ivy, at den emotionelt ladede polarisering var problematisk. Legens forbindelse med den reale verden, og legens frie og retningsløse fantasi taget i betragtning, burde medføre, at leg kunne genere såvel godt som ondt. Ivy interviewede studerende om deres onde lege - som børn. Det var et fortroligt og akademisk nysgerrigt rum. Om lege, hvor man fx ”var nødt til at binde nogen rigtigt hårdt, så de ikke slap væk”. Artiklen diskuterer desuden, hvad det gør ved menneskelige udviklingsprocesser, at vi så at sige ”smager” på det onde i en som-om form.

Den sidste tekst, der skal nævnes her, er fra 2000 og hedder ”Udviklingspsykologien og børn i virkeligheden”. I artiklen tager Ivy fat i kritikken af udviklingspsykologien, anti-developmentalism og gruppen omkring ”deconstructing developmental science”. Hun medgiver, at der ”er så meget rigtigt i kritikken, at man kan få lyst til at ryste den af sig én gang for alle”. Eller skifte job. Men det gør hun ikke. Ivy bliver i kritikken og tilbyder som sædvanlig differentiering. Fx nuancerer hun en for hurtig kritik af udviklingspsykologiens ”universelle barn”. På den ene side er det rigtig nok, skriver hun, det abstrakte, gennemsnitlige barn ikke findes andre steder end i korrelationerne, men kan forvolde voldsom skade som ”normativ udviklingsspændetrøje” for børn i virkeligheden. Omvendt insisterer hun på, at vi skal holde fast i ”det globale barn”, fordi alle menneskebørn faktisk bliver betragtet og behandlet som børn, når de fødes. Intet sted i verden fødes der det, vi forstår ved ”voksne”. Måske siger variationerne over dette forhold noget interessant, også selvom vi her medtænker kulturer, vi normalt ikke ”sammenligner os med”?

Ivy var en ægte udviklingspsykolog, der besad alle de aldre, den beskæftiger sig med. Hun var barnligt fjollet (Ivy-Pivi), ung-rebelsk, gammel-vis og hun brugte det hele i en modig og dynamisk tænkning om udviklingspsykologien. Måske netop af den grund forstod Ivy om nogen at invitere sine studerende ind i sit univers. Ivy forholdt sig altid åben - men aldrig ukritisk - til de emner og problemstillinger, hendes studerende præsenterede for hende. Spørgsmål blev vendt på hovedet, svar blev sjældent givet, men ofte mødt med et: ”Det må du undersøge!” På den måde blev man som studerende hos Ivy kærligt tvunget ud i alverdens teoretiske og empiriske udfordringer, men hun bidrog altid til at samle trådene, så det hele gav mening. Og når det lykkedes, var Ivys glæde og stolthed mærkbar.

Som underviser og vejleder var Ivy et menneskeligt fyrtårn, støttende, nysgerrig og medlevende. Som studerende blev man set, hørt og kritiseret på en relevant og inspirerende facon. Ivy fremstod ikke bare som en fagligt dygtig underviser og supervisor, men også som et menneske af kød og blod. Et menneske med interesser, sårbarheder og meninger. Et menneske og en kvinde, der aftvang respekt og empati. Den opbakning og interesse, som hendes studerende fik, har - for de af os, der selv bestrider rollen som underviser/vejleder - siden været et pejlemærke for, hvordan den slags kan gøres.

Ivy havde mange interesser og en bred viden om kunst og kultur. Hun elskede sine rejser til Indien og var en skøn og sjov vært og en habil kok. Også i sit pensionistliv fortsatte Ivy med at skrive, især om børns leg, integration og børneperspektiver. Alt imens hun med stor dedikation samlede, dyrkede og syltede løs af havens, strandens og skovens frugter.

Ivy har sat lysende udviklingspsykologiske spor i både forskning og praksis, som mange professionelle fortsat værdsætter og følger i deres arbejde med børnene, de unge og deres voksne.

Hun er savnet…

Emner