Vores mentale sundhed er ikke et nulsumsspil

STATSMINISTERENS udtalelse om civilsamfundets fællesskaber og deres forebyggende rolle i forhold til psykiske lidelser har de seneste uger vakt harme. Men hvis vi for alvor skal gøre os håb om at vende den negative udvikling i dårlig mental sundhed, er vi nødt til at inddrage både forebyggelse og behandling. Og her spiller civilsamfundet - blandt mange andre - en afgørende rolle.

For et par uger siden blev statsministeren i Folketingssalen spurgt, hvornår regeringen forventede at igangsætte tiårsplanen for mental sundhed og mennesker med psykiske lidelser. I den forbindelse nævnte Mette Frederiksen behovet for at gå et spadestik dybere:

»Jeg tror, vi kan forebygge rigtig meget i civilsamfundet, så man ikke behøver komme ind i sundhedsvæsenet. Og så skal vi som samfund tænke over, hvordan vi sikrer, at vores børn og unge bliver robuste nok til at kunne klare livet. For at gøre en lang historie kort: Vi er enige om, at vi gerne vil have en tiårsplan for psykiatrien, og det skal vi gøre i fællesskab«.

SÆRLIGT FØRSTE del af udtalelsen har efterfølgende mødt massiv kritik fra en række fagfolk og meningsdannere. For eksempel skriver Mette Fugl her i avisen 21. maj:

»Med en uvidenhed, der grænser til hån over for syge mennesker, nævnte hun civilsamfundets fællesskaber som håndbold, fodbold og spejderbevægelse som velegnede til at forebygge psykisk sygdom«.

"Selvfølgelig kan man ikke erstatte rettidig og ordentlig behandling af mennesker med psykiske lidelser med et tilbud om bare at gå til håndbold eller spejder"

Hvis kritikken af statsministerens udtalelse bunder i en bekymring for, at regeringen forsøger at fralægge sig ansvaret og påtænker at sylte tiårsplanen, så er den forståelig, og en jeg deler. Historisk set er mental sundhed og psykiatri blevet nedprioriteret gang på gang til fordel for andre politiske dagsordener.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at det rent faktisk kræver et helhedsorienteret blik med forskning og indsatser på tværs, hvis vi skal gøre os håb om at vende den negative udvikling i mental sundhed og forbedre hjælpen til mennesker med psykiske lidelser. Og her spiller civilsamfundet - sammen med et hav af andre aktører - en væsentlig rolle.

Når vi bliver syge, er ansvaret for at behandle os tydeligt placeret i sundhedsvæsenet. Men størstedelen af de faktorer, der påvirker vores mentale sundhed og trivsel, ligger ude i det levede liv.

Derfor bør mental sundhed indtænkes på tværs af forvaltningsområder og også med inddragelse af civilsamfundet. Og der bør tænkes i såvel mental sundhedsfremme med fokus på beskyttende faktorer som i forebyggelse af risikofaktorer, tidlig indsats og bedre behandling.

SELVFØLGELIG kan man ikke erstatte rettidig og ordentlig behandling af mennesker med psykiske lidelser med et tilbud om »bare at gå til håndbold eller spejder«. Slet ikke - men det er der vel heller ingen, der for alvor har foreslået?

Til gengæld ved vi fra forskningen, at eksempelvis følelsen af socialt tilhørsforhold, støttende sociale relationer og muligheder for at indgå i og ikke mindst bidrage til positive fællesskaber understøtter god mental sundhed. Det er ofte i hverdagens fællesskaber, at vi henter praktisk hjælp og følelsesmæssig støtte - også når livet indimellem er svært.

Med andre ord: Følelsen af at have noget og nogen at stå op til om morgenen, at høre til, og at være god nok er særdeles vigtige faktorer for mental sundhed. Og det kan selv ikke den bedste behandling i verden give os alene.

Så når vi sætter mental sundhedsfremme, forebyggelse og behandling op mod hinanden som et nulsumsspil, taber alle. Der bør ikke være tale om et enten-eller, men om et både-og.

NETOP DET SIDSTE lægger Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen også op til i det faglige oplæg til tiårsplanen. Oplægget præsenterer en række anbefalinger, som skal løfte den samlede indsats på tværs af sektorer, hvad enten vi taler om mental sundhedsfremme, forebyggelse eller egentlig behandling. Helt i tråd med internationale anbefalinger.

Jeg håber, at regeringen denne gang vælger at prioritere mental sundhed og psykiatri og sætter handling bag det faglige oplæg. Alt andet vil være både dumt og dyrt. Ud over hvad mental sundhed har af betydning for den enkeltes livskvalitet, så koster dårlig mental sundhed det danske samfund cirka 110 mia. kr. om året. Og et bæredygtigt samfund kræver slet og ret en mentalt sund og velfungerende befolkning. Vi har ikke råd til at vente