Mindeord for Jesper Mogensen

Af lektor Hana Malá Rytter og professor Signe Vangkilde på vegne af Institut for Psykologi, Københavns Universitet

Professor Jesper Ole Meiborn Mogensen er død. Han blev 68 år gammel.

For en lille uges tid siden stod vi side om side og fejrede udgivelsen af hans nye bog, Den dynamiske hjerne. Vi fejrede også hans transition til professor emeritus ved Københavns Universitet. Han havde fortsat mange planer og skriveprojekter i hovedet. Forskningsansøgninger, romaner og selvbiografi. I dag er han borte. Døden kom brat og unådigt. 

Jesper var videnskabsmand ind til marven. At forskning var hans livskald, havde han altid vidst. Allerede som en ung student var han meget interesseret i tværgående studier, der kombinerede den biologiske viden om hjernen med den psykologiske viden om bevidsthed og kognition, dvs. vores erkendelsesevner. Han læste derfor simultant medicin og psykologi, og blev i maj 1985 uddannet mag.art i neurovidenskab og psykologi fra Københavns Universitet. Allerede under studierne stiftede han sit laboratorium, The Unit For Cognitive Neuroscience, hvor han forskede i problemstillinger som skizofreni, Alzheimer’s sygdom og genopretning efter erhvervet hjerneskade. Laboratoriet var gennem tiderne tilknyttet Neurofysiologisk Institut på Panum, Neuropsykiatrisk laboratorium på Rigshospitalet, Farmakologisk Institut, og siden 1999 Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Her blev Jesper ansat som lektor, og i 2011 blev han professor samme sted. Samtidigt fungerede han også som adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

Jespers engagement i faget var uden grænser, og han udmærkede sig ved, at der ikke var langt fra ord til handling. Kombination af hans ukuelige optimisme med en enorm faglighed og udsyn resulterede i, at han i løbet af sin karriere tog initiativ til eller bidrog til stiftelsen af flere forskellige forskningscentre og sammenslutninger. Disse var alle kendetegnet ved at gå på tværs af fagområder og metodiske tilgange, for det var netop de tværfaglige vinkler, der var livskilden til hans ildhu og kontinuerlig indsats. Således var han medstifter af netværket Brain-Mind-Medicines, af Center for Theoretical and Empirical Conscisouness Studies, og af Research Center for Brain Injury Rehabilitation. Han var ligeledes medlem af flere ”Programme of Excellence” ved Københavns Universitet, der emnemæssigt spændte fra hvordan diverse medikamenter påvirker hjernen, over hjernens udvikling på tværs af livsfaser, til forståelse af hvordan grammatik bliver til i den humane hjerne.

Hans publikationsliste tæller 158 udgivelser i primært internationale videnskabelige tidsskrifter, som også rummer nogle af de mest prestigefyldte såsom Science. Han har bidraget med flere videnskabelige nybrud og opdagelser. Tidligt i sin kariere fandt han den præfrontale hjernebark hos fugle, som man ellers troede var forbeholdt arter, der udviklede sig senere i evolutionen. Efterfølgende påviste han den rigtige placering af selvsamme struktur hos gnavere, idet man her oprindeligt havde taget fejl. Dette var af stor betydning, da netop den præfrontale hjernebark spiller en stor rolle i vores erkendelsesmæssige processer og er den del af hjernen, der styrer adfærd og beslutninger. Senere i sin karriere begyndte han at publicere artikler vedr. sin teoretiske model, den såkaldte Reorganisation of Elementary Functions (REF) model, som forklarer hvordan det er muligt, at et individ genvinder tabte evner, selv om noget organisk i hjernen går tabt. Denne model gør brug af multiple analyseniveauer, idet den favner det neurale niveau, bearbejdnings- og computationelle niveau, og adfærdsniveau. REF modellen foreslår, at funktionen generhverves, hvis der kan etableres alternative strategier, der tages i brug. Modellen blev efterfølgende udvidet til at kunne forklare adskillige aspekter af bevidst processering og dets neurale fundament. 

Jesper har inspireret mange til at blive interesseret i hjernen og psykologi. Han var en velbegavet kommunikator, som har delt flittigt af sin viden i talrige kontekster – både mundtligt og skriftligt. Hans forelæsninger i bl.a. kognitionspsykologi og biologisk psykologi var – trods deres placering kl. 8 – et tilløbsstykke og emmede af stor viden, engagement og fascination for faget, som han formåede at formidlede med imponerende lethed og pædagogisk overlegenhed. Samtidigt var de gennemtrængt af ydmyghed for alt det, der endnu ikke er blevet belyst. Han elskede sine studerende og elskede at tilbringe tid sammen med dem, hvad end det var i klasselokalet, laboratoriet eller ved festlige lejligheder.

Jesper vil også blive husket for at være en visionær person, der havde let ved at se ud over horisonten og se muligheder snarere end begrænsninger. Han arbejdede utrætteligt og havde store ambitioner på sit fags vegne og på hvordan hans forskning skulle kunne anvendes uden for universitetet. Med dem berigede han talrige klinikere, som han nød at have tætte forbindelse til. Dette gjaldt særligt Center for Hjerneskade i København, et privat specialsygehus til rehabilitering af børn og voksne med erhvervet skade i hjernen, hvor han over en årrække både underviste og fungerede som bestyrelsesmedlem.

I slutning af sin karriere fik Jesper tildelt Ridderkorset af Dannebrogsordenen, som går til personer, der har ydet en særlig indsats for fædrelandet.

Som privatperson havde Jesper én stor passion, og det var opera og klassiske instrumentalværker. Han nød at forsvinde i f.eks. Sibelius’ symfonier eller Faurés Requiem. Et særligt sted i hans hjerte var reserveret til Richard Wagners storværk Nibelungens Ring. Han kendte den i alle detaljer og forskellige indspilninger og kunne formidle den til sin omverden med farverige detaljer og passioneret indlevelse. I Jespers fortælling kunne man således næsten smage på Wotans magtdilemmaer, ryste af frygt når Valkyrierne var på færde og mærke tragedien i Siegfrieds og Brünnhildes kærlighedshistorie. Ud over musik var Jesper også optaget af fotografiens kunst og han fotograferede alt fra naturscener til portrætter. Han delte sine fotos med andre amatørfotografer og fik ofte anerkendelse i disse kredse for sine vinkler, perspektiver, og efterarbejde med billederne. Slutteligt nød han også at fordybe sig i en god krimi, ja, faktisk var han selv gået i gang med at forfatte en serie af dem.

På toppen af sin karriere blev han indhentet af en hjerneskade, som tvang ham til en kørestol. Men heller ikke denne store udfordring fratog ham lysten til at arbejde videre, videre med hjernen og hjerneforskning, videre med forståelse af samspillet mellem psyken og hjernen, videre med sin opdagelsesrejse for at opklare mysterierne ibland de små 100 milliarder celler, som gemmer sig i menneskets kranium.

Jesper var en vellidt kollega, der var lyttende, ydmyg og umådeligt inspirerende. Jesper var sprudlende af godt humør og hans humoristisk sans efterlod selv komikere i skyggen, når han ved diverse lejligheder optrådte sammen med dem. Hans humor var ofte sort, selvironisk, allestedsværende, pirrende og frigørende. Han havde enestående evner til at nå ud til publikum og var ikke bange for at tage skuespilelementer i brug og f.eks. forvandle sig til et firbenet dyr, hvis det kunne fremme hans pointe og publikums forståelse. Han efterlader et tomrum og en følelse af taknemlighed for dem af os, der har mødt ham på vejen gennem livet. Han vil blive savnet for både sit væsen og for sit kæmpe bidrag til vores forståelse af den dynamiske hjerne.

Han efterlader sin kone, Ulla. Han skal bisættes onsdag den 21.9.2022 kl. 13 i Lutherkirken på Østerbro.

Emner