Spændende forskningsfund
Her kan du se en oversigt over flere spændende forskningsfund, der kan være relevante for psykologer, der deltager i projektet.
Lunn, S., Poulsen, S & Daniel, S.I.F. (2016). Psychoanalytic Psychotherapy With a Client With Bulimia Nervosa. Psychotherapy, 2016, 53(2), 206–215
Den artikel præsenterer en klient med spiseforstyrrelsen Bulimia nervosa og klientens udvikling i løbet af en psykoanalytisk psykoterapi. Klienten var i udgangspunktet plaget af mange symptomer og personlighedsmæssige vanskeligheder, men blev symptomfri i løbet af behandlingen. I artiklen følges udviklingen i den terapeutiske proces, i klientens symptomniveau, refleksive funktion og tilknytningsstatus.
Casen indgår i The Copenhagen Bulimia Trial, der viste, at klienter, der modtog kognitiv adfærdsterapi hurtigere blev symptomfri end klienter, der modtog psykoanalytisk psykoterapi. På denne baggrund illustrerer casen vigtigheden af at supplere RCT studier med casestudier og behovet for at tilpasse såvel den terapeutiske tilgang som den løbende terapeutiske dialog til klienten.
Lunn, S., Poulsen, S & Daniel, S.I.F. (2012). A multiple case study of psychoanalytic therapies for clients with bulimia nervosa. Nordich Psychology, 64(2), 87–102. http://dx.doi.org/10.1080/19012276.2012.726814
I artiklen præsenteres et kvalitativt substudie til the Copenhagen Bulimia Trial, som sammenlignede effekten af henholdsvis Kognitiv Adfærdsterapi og Psykoanalytisk Psykoterapi for spiseforstyrrelsen Bulimia nervosa. Formålet med studiet var at få et mere differentieret billede af kategorierne ”good” and ”poor” outcome og at undersøge styrker og begrænsninger ved anvendelsen af Psykoanalytisk Psykoterapi til klienter med et overinvolveret (preoccupied) tilknytningsmønster.
Resultaterne viste, at de fleste af klienterne profiterede af Psykoanalytisk Psykoterapi. Dette galdt såvel de klienter, som blev helt eller næsten symptomfrie, som de, der stadig opfyldte kriterierne for bulimidiagnosen efter behandlingen. Resultat illustrerer vigtigheden af at kombinere forskellige forskningstilgange, og at der bag et såkaldt ”poor outcome” kan ligge et stort udbytte af terapien. Studiet viste tillige, at klienternes oplevelse at, hvad der havde hjulpet dem, var meget forskellig. Dette resultat afspejlede dels forskelle mellem terapeuterne, dels terapeuternes evne til af tilpasse sig klienterne. Klienternes motivation viste sig endvidere at være en vigtig variabel.
Resultaterne viste også begrænsninger ved den psykoanalytiske tilgang. De fleste af klienterne savnede en mere aktiv vejledning, og de fandt det svært indledningsvis at være i terapien, som er karakteriseret ved en åben tilgang, hvor fokus er på det, klienterne har på hjerte. Disse resultater peger på vigtigheden af såvel et større fokus på symptomerne, som på den enkelte klients motivation for netop denne form for terapi.
Mathiesen, B.B., Pedersen, S.H. Sandros, C., Katznelson, H., Wilczek, A., Poulsen, S., Lunn, S. (2015): Psychodynamic profile and reflective functioning in patients with bulimia nervosa. Comprehensive Psychiatry, 52, 20-26.
Vi har undersøgt 70 klienter med spiseforstyrrelsen bulimi med Adult Attachment Interview og Karolinska Psychodynamic Profile for at få mere at vide om deres psykiske funktionsniveau på en lang række områder. Vi kombinerer her data om deres mentaliseringsevne (dvs. evne til at forstå, at både en selv og andre er motiveret af indre mentale tilstande) og data om alexitymi, (dvs. forringet evne til at mærke og formidle følelser), impulskontrol og affektregulering. Det viser sig, at der er et sammenfald mellem lav grad af alexitymi og høj grad af mentaliseringsevne, hvilket ikke er en overraskelse. Det viser sig dog også, at både de klienter med lav og dem med høj mentaliseringsevne har problemer med impulskontrol og regulering af aggressive følelser.
Det har i mange år været en hypotese, at problemer med at mærke, udtrykke og regulere følelser er relateret til spiseforstyrrelser, hvilket vores undersøgelse til dels bekræfter. Det nye er dog, at vi finder en stor undergruppe af mennesker med bulimi, som faktisk både kan mærke og udtrykke følelser, altså reflektere over deres indre liv, men som stadig har signifikante problemer med at regulere deres følelsesliv. Behandlingsmæssigt kan dette betyde, at det er vigtigt også at have fokus på affektregulering hos de klienter med bulimi, som virker rigtig velfungerende på alle mulige andre områder.
Teoretisk kan vores fund illustrere et aspekt af forskningen i mentaliseringsevne, hvor man har fundet belæg for to forskellige typer: En implicit, automatisk mentalisering og en eksplicit, kontrolleret mentalisering, som omstændigheder kan tvinge en til at tage i brug. Den kontrollerede mentalisering vil ofte blive sat i spil, når man vokser op under vanskelige, mindre hensigtsmæssige familieforhold, hvilket har været tilfældet for en stor del af vores undersøgelses klienter. Under Adult Attachment Interviewet er det også den kontrollerede mentalisering, der sættes i spil og udfordres. Men i ens voksne, almindelige hverdag afhænger man i høj grad af den implicitte, automatiske mentalisering, og hvis den ikke er velfungerende, har man ofte et affektreguleringsproblem, hvilket kan komme til udtryk i spiseforstyrrelsen bulimi, og hvilket måske er det, vi indirekte har indfanget med vores fund.
1. Baggrund og intro
(Jacobsen, C.H., Nielsen, J. & Mathiesen, B.B. (2009d): Nu skal danske psykologer undersøges. Psykolog Nyt, vol. 63 , nr. 20, p. 24-25.)
I disse dage for 10 år siden modtog en række danske psykologer, som har psykoterapi som en væsentlig del af deres beskæftigelse et omfattende spørgeskema. Skemaet kortlægger, hvilke forhold der især har bidraget til deres faglige udvikling eller stagnation, til deres teoretiske referenceramme og terapeutiske orientering, deres primære målgrupper eller kliniske profil, stil, omfanget af deres terapeutiske arbejde, deres trivsel og tilfredshed. Endvidere var der en række spørgsmål vedrørende supervision.
Det skema, der indgik i undersøgelsen, er det såkaldte Development of Psychotherapists’ Common Core Questionnaire (DPCCQ), der er udviklet af en international gruppe psykoterapiforskere. Indtil 2010 var det indhentet et sted mellem 8.000 og 9.000 besvarelser fra psykoterapeuter fra en lang række lande, fx USA, Norge, Tyskland, Sydkorea, Storbritannien, Chile, Australien og Indien. Det var på det tidspunkt vi lavede vores undersøgelse, og antallet er derfor en del større i dag. Langt størsteparten af besvarelserne stammer fra psykologer. Bag denne forskning står Society of Psychotherapy Research’s (SPR) Collaborative Research Network, der er en non-profit sammenslutning af forskere. De hidtidige fund er afrapporteret i en række artikler samt i Orlinsky & Rønnestad (2005). Det var vores håb at kunne indhente 1.200-1.500 besvarelser og herigennem få en langt mere præcis viden om forholdene for danske psykoterapeutisk arbejdende psykologer. Erfaringerne fra de andre lande viste både en række fællestræk og en række nationale særkender, der kan være af betydning i planlægningen af danske psykologers professionsudvikling. Således var undersøgelsens resultater også af interesse for Dansk Psykolog Forening, der har støttede forskningsprojektet ved at finansiere trykning og udsendelse af skemaerne.
Spørgeskemaerne blev primært udsendt til medlemmer af Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer (DPSP). Dette faglige selskab har mange medlemmer, hvis anciennitet er ganske pænt fordelt. Dog var der kun ganske få af DPSP’s medlemmer, der er blevet har kandidater i perioden 2007-2009. Da man fra de internationale data ved, at de første år er af stor betydning for den senere psykoterapeutiske udvikling og trivsel med faget, ønskede vi at få flere besvarelser fra medlemmer med en kandidatalder på 0-3 år, end vi ville have fået gennem udsendelse af spørgeskemaer udelukkende til DPSP’s medlemmer. Vi håbede således at en række relativt nyuddannede psykologer, som havde psykoterapien som en væsentlig del af deres virke, ville kontakte os og deltage i undersøgelsen.
Spørgeskemaet består i alt overvejende grad af kvantitative spørgsmål. Ved deltagelse blev man sikret fuld fortrolighed, og enkeltpersoner kunne ikke genkendes. Skemaet er temmelig omfattende og kan tage en til to timer at udfylde. Vi havde derfor, trods de mange fordele ved benytte en elektronisk version, valg at udsende skemaet i papirudgave, idet man så lettere kan udfylde skemaet når der var tid. Det var vores håb, at man i svarprocessen mindre vil tænke på den investerede tid end opleve det som en kærkommen og meningsfuld anledning til at reflektere over egen praksis.
I alt uddeltes 1370 spørgeskemaer. Vi modtog 362 valide besvarelser retur fra psykologer, men denne og nogle af de følgende artiklers analyser er alene baseret på de 350 først indkomne besvarelser. Vores svarprocent er på 28, hvilket i sig selv ikke er imponerende tal. Men tager man spørgeskemaets omfang i betragtning, de personer, som returnerede tomme skemaer med besked om, at de ikke bedrev psykoterapi, samt fraregner dem, der har modtaget flere skemaer (fx hvis både medlem af DPSP og praksiskandidat eller i arbejde i en psykiatri, hvortil vi sendte skemaer), er vi ganske godt tilfredse med resultatet.
De indkomne data skulle indgå i den store internationale DPCCQ-database og ville danne grundlag for vores forskning. Endvidere ville data blive stilles til rådighed for Dansk Psykolog Forening. Undersøgelsen gav således mulighed for at sammenligne de danske forhold med en international sample og kunne dermed danne grundlag for fagpolitiske initiativer. Nedenfor gives kortfattede resumeer af de resultater som vi fandt for omkring 10 år siden og henvisninger til de originale publikationerne hvis du vil læse mere. Du er selvfølgelig velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til undersøgelsen eller ønsker mere information.
2. Signalement af psykologerne i vores undersøgelse
Jacobsen, C.H., Nielsen, J. & Mathiesen, B.B. (2013h). Hvem er de danske psykoterapeuter? Psykolog Nyt, 67 (18): 16-18.
Som nævnt udsendte vi 1370 spørgeskemaer og fik alt 362 valide besvarelser tilbage fra psykologer, men denne og de følgende artikler er baseret på de 350 først indkomne besvarelser. Skønsmæssigt beskæftiger 3.000-3.500 danske psykologer sig med psykoterapi (Jacobsen, 2009), hvilket betyder, at vores undersøgelse inkluderer ca. 10 % af denne gruppe. En sammenligning af demografiske data i vores sample, hvad angår alder og kønsfordeling, stemmer nøje overens med fordelingen blandt alle danske psykologer, hvilket også giver et fingerpeg om, at undersøgelsen har en tilfredsstillende repræsentativitet.
I henhold til vores sample er den gennemsnitlige danske psykoterapeutisk arbejdende psykolog en 50-årig gift kvinde (kvindelige terapeuter udgør 80 %), som har arbejdet med psykoterapi i 16 år. Hendes klient er typisk en kvinde i 30’erne, der modtager individuel psykoterapi. Majoriteten af terapeuterne er i parforhold (59 % er gift, og yderligere 14 % lever sammen med en partner). I alt 7 % har en eller anden form for minoritetsstatus, mens 92 % er indfødte danskere. Ligesom de kvindelige terapeuter er i overtal, er de kvindelige klienter det også, idet 70 % af de behandlede klienter er kvinder. Mens der ikke er nogen forskel på, hvor mange klienter kvindelige, henholdsvis mandlige terapeuter har i behandling, ses en tendens til, at klienter finder sammen med terapeuter af samme køn.
Psykoterapeuterne synes at trives, men mange oplever også belastninger. I alt oplyser 96 % at være moderat, meget eller i høj grad tilfredse med deres liv, mens 29 % har moderat stress og yderlige 21 % har stress i høj eller meget høj grad i deres nuværende liv.
3. Psykologernes teoretiske orientering
Jacobsen, C.H., Nielsen, J., Orlinsky, D.E. & Mathiesen, B.B. (2013i). Den teoretiske orientering. Psykolog Nyt, 67 (19): 20-22.
Psykoterapeuternes teoretiske forankring og terapeutiske orienteringer i fokus i denne anden artikel i serien om danske psykologer som psykoterapeuter. Her så vi på, 1) hvor stor indflydelse de forskellige terapeutiske retninger har på danske psykologers terapeutiske praksis, 2) hvilken udvikling i terapeutisk orientering der i Danmark har fundet sted de senere årtier, og 3) hvor vigtigt tilhængere af forskellige skoler vurderer at det er for deres klienter at indfri en række terapeutiske mål.
DPCCQ spørger til terapeutisk orientering på følgende måde: ”I hvor høj grad følger din nuværende terapeutiske praksis en eller flere af følgende teoretiske retninger?” Dette spørgsmål gentages senere, idet der denne gang spørges til ”I hvor høj grad fulgte dit terapeutiske arbejde disse teoretiske retninger, da du startede som psykoterapeut?”. Til begge spørgsmål bliver man på en sekspunkts Likert-skala (0-5) bedt om at angive, i hvor høj grad ens terapeutiske praksis er1) psykoanalytisk/ psykodynamisk; 2) adfærdsterapeutisk; 3) kognitiv; 4) humanistisk/ eksistentialistisk; 5) systemisk og 6) influeret af andre retninger.
Den samlede score for de forskellige orienteringers indflydelse på de 350 psykoterapeuter, som indgår i denne undersøgelser, viser, at den psykoanalytiske / psykodynamiske tilgang er mest fremtrædende med en gennemsnitsværdi på 3,13. Denne værdi er signifikant større end scoren for de øvrige orienteringer, der har følgende gennemsnitsværdier: kognitiv=2,40; humanistisk/ eksistentiel=2,06; systemisk=1,47; adfærdsterapeutisk= 1,42.
Ovenstående fund viser at den psykodynamiske referenceramme er langt den mest udbredte blandt de danske psykoterapeutisk arbejdende psykologer, som indgik i vores undersøgelse. Vi kan naturligvis ikke med sikkerhed vide, om denne fordeling er repræsentativ for hele standen. En nærmere analyse af vores data viser en klar historisk udvikling i terapeuternes orientering. Sammenligner vi med et andet sample indsamlet med samme spørgeskema i 1995-96, ses et fald i andelen af terapeuter med en fremtrædende psykoanalytisk orientering fra 80 % omkring 1995-96 til 53 % i 2009-10, et fald i humanistisk/eksistentiel orientering fra 32 % til 23 %, og et fald blandt systemiske terapeuter fra 19 % til 12%. I samme periode er andelen af kognitivt orienterede terapeuter tredoblet fra kun 9 % til nu 27 %, mens forekomsten af psykologer med en fremtrædende adfærdsterapeutisk profil er firedoblet fra små 3 % til 12 %. Samme udviklingstendens findes ved alene at analysere data indsamlet i 2009-10. Eksempelvis er der en signifikant korrelation mellem, hvor lang tid man har praktiseret psykoterapi, og hvilken teoretisk orientering man har. Jo større anciennitet, desto mere psykoanalytisk og humanistisk/eksistentiel er man tilbøjelig til at være.
Skiftet i teoretisk orientering ses tydeligst ved at analysere svarene til spørgsmålet: ”I hvor høj grad fulgte dit terapeutiske arbejde disse teoretiske retninger, da du startede som psykoterapeut?”. Ved at inddele terapeuterne ud fra, hvornår de havde deres debut, ses det, at den psykodynamiske dominans nu er ophørt blandt de yngre terapeuter. Mens begynderterapeuter i periode fra før 1980 og frem til og med 2000 signifikant var mere psykoanalytisk/psykodynamisk end kognitivt orienteret, er der ingen forskelle mellem udbredelsen af de to orienteringer blandt dem, der begynder at praktisere psykoterapi i perioder fra 2000 og frem til 2010. Fortsætter denne udvikling vil det på længere sigt medføre, at den kognitive orientering vil blive den mest udbredte.
4. Psykologerne som supervisorer
Nielsen, J., Jacobsen, C.H. & Mathiesen, B.B. (2013j): Psykologer som supervisorer. Psykolog Nyt, 67 (20): 16-18.
Igennem de seneste 15-20 år har der været stigende interesse for at undersøge betydningen af psykoterapeuters indflydelse på behandlingsproces- og effekt, den såkaldte terapeuteffekt (Baldwin & Imel, 2013; Lambert & Barley, 2002). Ikke mindst i Norden, hvor fokus har rettet sig mod novice-terapeuter (Carlsson et al. 2011; Strømme, 2010). Indtil videre har der ikke været den samme interesse i fht. dem der træner og uddanner terapeuter, dvs. supervisorer. Det er paradoksalt set i lyset af supervisionens centrale placering inden for psykoterapi og rådgivning og ikke mindst fordi især nyuddannede terapeuter mener, at supervision er den væsentligste faktor for deres professionelle udvikling (Orlinsky & Rønnestad, 2005).
Viden om dette felt er ret begrænset, men der er generel enighed om at de første år er formative for supervisorer, parallelt til at de første år er formative for psykoterapeuters udvikling (Jacobsen, Nielsen & Mathiesen, 2010; Rønnestad & Skovholt, 2003). Hvis nye supervisorer ikke klædes ordentligt på til de ofte krævende opgaver de præsenteres for, kan det få en række uheldige konsekvenser for dem selv, for deres supervisander og ikke mindst for supervisandernes klienter, idet supervision bl.a. skal sikre den behandlingsmæssige kvalitet (Schilling, Jacobsen & Nielsen, 2010).
Derfor tilføjede vi til undersøgelsesinstrumentet DPCCQ en række spørgsmål om supervision, bl.a. om hvor mange år psykologen har superviseret, de første oplevelser som supervisor, omfang og kvalitet af supervisortræning og praksis som supervisor. Ud over erfaring, træning og praksis som supervisor har vi også set på hvilke type supervisionsopgaver som nyuddannede, og dermed som oftest utrænede, psykologer påtager sig. I undersøgelsen deltog 273 psykologer, svarende til 78% af den samlede population på 350 overvejende klinisk arbejdende psykologer (se endvidere Nielsen, J., Jacobsen, C. H., Mathiesen, B. B. (2012) for uddybning af metode og resultater).
Det generelle billede viser at psykologer debuterer som all-round supervisorer for bl.a. tværfagligt personale og først efter nogle år bliver supervisionsopgaverne mere målrettede mod psykoterapi. Supervisortræning igangsættes typisk efter de første supervisionsopgaver og sjældent før eller samtidig med. Ser man på novice-supervisorer, viser det sig at over halvdelen har haft gruppesupervision blandt deres første opgaver (55%), og en tilsvarende andel havde intern supervision som deres første supervisoropgaver (58%). Når hertil lægges, at under 20% af nye supervisorer har fået en eller anden form for supervisortræning, tegner der sig et billede af meget lidt – om nogen – forberedelse, kombineret med arbejdsopgaver af høj kompleksitet, hvilket er kendetegnende for såvel gruppe- som intern supervision. Gruppesupervision som følge af formatet, dvs. når flere skal superviseres samtidig og intern supervision som følge af mulige rollekonflikter mellem at være kollega og supervisor hhv. supervisand. Altså en situation hvor vi må antage at nye supervisorer kan opleve sig temmelig pressede. Og en situation som vi som profession bør forholde os til.
Hvis man ser på hvordan individuel- hhv. gruppesupervision forholder sig til intern- hhv. ekstern supervision viser det sig, at over 28% af nye supervisorer har påtaget sig intern gruppesupervision, hvilket anses som den sværeste af de 4 mulige opgavetyper. Sammenlignes individuel-/gruppesupervision med supervisionstræning før debut viser det sig at kun 8% har fået en eller anden form for træning inden de påtog sig opgaven som gruppesupervisor. Endelig viser tallene at næsten halvdelen af de interne supervisorer ikke har fået træning inden de startede. Igen understreges den uheldige kombination af komplicerede supervisionsopgaver og kun lidt eller ingen træning og uddannelse.
Denne del af undersøgelsen viser med stor tydelighed, at der er diskrepans mellem især nye supervisorers arbejdsopgaver og deres træning og uddannelse. Som ny supervisor kan man risikere at stå i en situation med oplevelse af mangelfuld kompetence med alle de negative konsekvenser dette kan medføre. Set i lyset af at supervisoruddannelsen på tidspunktet da vi lavede undersøgelsen (og stadigvæk) typisk igangsættes som sidste led i psykologers efteruddannelsesproces, risikerer mange supervisorer at være i uddannelsesmæssigt underskud og arbejdsmæssigt overbelastede i årevis, hvilket kan betegnes som ’stressful involvement’ (Orlinsky & Rønnestad 2005). En uhensigtsmæssig situation for den enkelte og for professionen som helhed.
På baggrund af disse resultater, der noget overraskende viser at under 20% af nyuddannede supervisorer har modtaget træning før de kastes ud i krævende og komplekse supervisionsopgaver, er det stadig relevant at overveje, hvorvidt Dansk Psykologforenings supervisionsuddannelse bør tilrettelægges på en sådan måde at den kan påbegyndes langt tidligere, muligvis som en del af autorisationsuddannelse (evt. endnu tidligere). Undersøgelsen viser nemlig også at danske supervisorer generelt er veltrænede og har i gennemsnit mere træning end de krav som Dansk Psykolog Forening stiller til supervisoruddannelsen, hvilket blot understeger vores pointe om at supervisoruddannelsen bør reorganiseres. Vi håbede dengang – og det gør det vi for så vidt stadigvæk – at disse resultater vil indgå i Dansk Psykologforenings overvejelser vedrørende revision af specialistuddannelserne, ved konkret at kunne påpege ’huller’ i det samlede uddannelsesforløb for supervisorer.
5. Psykologerne som supervisander
Jacobsen, C.H. & Nielsen, J. (2014). Psykologer som supervisander. Psykolog Nyt, 68 (1): 20-22.
I denne artikel om at være supervisand viser vores data et klart billede, nemlig at supervision vurderes at være særdeles vigtig for danske psykologers faglige udvikling. Psykologerne er generelt flittige supervisander, men især i de 5 første år af karrieren, hvor individuel supervision er det fremherskende supervisionsformat. Dog er gruppesupervision overordnet set den mest udbredt supervisionsmetode. Danske psykologer vedbliver karrieren igennem med at modtage supervision og der er generel tilfredshed med den modtagne supervision.
Vi fandt at det at modtage supervision vurderes som den faglige aktivitet (ud over at se patienter), som har størst indflydelse på terapeuternes faglige udvikling. I 1922 blev det på en psykoanalytisk kongres besluttet, at uddannelsen af psykoanalytikere skulle bestå af tre elementer: Teoriundervisning, læreanalyse (egenterapi) og kontrolanalyse (supervision af kandidatens egne cases). Denne tredeling har man siden hen opretholdt verden over, og det er også den skabelon, Dansk Psykolog Forenings specialistuddannelser er lavet efter. Data fra DPCCQ spørgeskemaet peger på, at disse tre faglige aktiviteter er velvalgte, når man beder psykoterapeuterne om at angive, hvor stor indflydelse de oplever at 14 forskellige faglige aktiviteter har haft på deres samlede udvikling som terapeut. Terapeuterne vurderer nemlig, er det netop de tre ovennævnte ingredienser i psykoterapiuddannelser – altså 1) supervision, 2) egenterapi og 3) deltagelse i kurser og seminarer – som vurderes at have betydet mest for oplevet terapeutudvikling. Har man højst halvandet års terapeutisk erfaring, vurderes supervision endog at være mere betydningsfuld for ens faglige udvikling end egne praksiserfaringer (Rønnestad & Orlinsky, 2005, p. 155).
Supervision ses altså at være særdeles væsentlig for terapeuters faglige udvikling. Men hvor megen supervision modtager danske psykoterapeuter? Og hvordan ændrer det sig gennem ens karriere?
Helt overordnet modtager 82 % af terapeuterne (80 % af kvinder og 89 % mænd) aktuelt supervision (dvs. omkring 2019-10). I sammenligning med internationale opgørelser, som ligger omkring 50 % af alle terapeuter, er danskerne ganske flittige supervisander. Det gælder ikke mindst terapeuter med højst 5 års erfaring, hvor hele 88 % modtager supervision. Selv blandt dem med mere end 30 års terapeuterfaring modtager 68 % supervision. Data viser tydeligt, at desto kortere tid man har praktiseret psykoterapi, jo mere supervision modtager man. Det ses endvidere, at terapeuter med mange års anciennitet fortsætter med at modtage supervision, om end i mindre omfang. Ser man på tallene ud fra teoretisk orientering, er der flest (85 %) blandt psykodynamikerne, der aktuelt modtager supervision. Færrest finder man blandt dem med en kognitiv (76 %) og humanistisk/ eksistentiel (77 %) orientering.
I spørgeskemaet bad vi dem (18 %), der aktuelt ikke modtog supervision, om at angive grunden. Blandt disse var den mest hyppige begrundelse for aktuelt ikke at modtage supervision, at de ikke oplevede at have behov for det (29 %), mens nogle angav, at de befandt sig i en overgang (21 %), fx var på barsel, lige kommet tilbage fra barsel, tiltrådt i ny job etc. I alt angav 15 %, at de ikke modtog supervision, fordi de manglede en supervisor (geografi, kan ikke finde en, mener ikke at der findes kvalificerede supervisorer til dem, etc.).
De, der aktuelt er i supervision oplyser, at de den seneste måned har modtaget i gennemsnit 4,8 timers supervision, heraf er 1,6 time modtaget som individuel supervision, 1,8 time er modtaget i grupper med 2-4 medlemmer, og endelig er 1,4 time modtaget i grupper med 5-12 deltagere. Med andre ord udgør gruppesupervision 2/3 af den modtagne supervision, mens individuel supervision
tegner sig for den resterende tredjedel. Terapeuterne modtager altså dobbelt så mange timer supervision i gruppe, som de får individuelt. Her er det værd at bemærke, at litteraturen om, hvordan man griber supervisionsgrupper an, er relativt beskeden, samt at mange af terapeuternes beskrivelse af ”min værste oplevelse som supervisand”, er relateret til forhold, der vedrører selve gruppeformatet og afviklingen af supervisionsgruppeprocessen. Med andre ord er der behov for et øget fokus på og større viden om supervisionsgrupper, og hvordan gruppesupervision bør afholdes.
Psykoterapeuterne er overordnet tilfredse med den supervision, de modtager. Vi har både spurgt til graden af tilfredshed og utilfredshed med samme supervisor, da man godt kan være begge dele på én gang. I alt er 86 % enten meget eller rigtig meget tilfredse med deres supervision, mens 3 % er slet ikke eller kun lidt tilfredse med supervision. Tilsvarende er 81 % slet ikke eller kun lidt utilfredse med supervisionen, mens kun 5 % er meget eller rigtig meget utilfredse, hvilket naturligviser 5 % for meget.
Sammenfattende viser vores data et klart billede af 1) at supervision vurderes at være særdeles vigtig for danske psykoterapeuters faglige udvikling, 2) de er flittige supervisander – især i de 5 første år af karrieren, hvor individuel supervision er fremherskende, 3) mens gruppesupervision overordnet set er mest udbredt, 4) danske terapeuter vedbliver karrieren igennem med at modtage supervision og 5) der er generel tilfredshed med den modtagne supervision.