Hvilken rolle har småbørns begyndende selvperspektiv i udviklingen af hukommelse?

Hvad er dit første minde? Hvor gammel var du? Hvem var sammen med dig? Forstod du allerede dengang, at det, du så, ikke nødvendigvis var i overensstemmelse med, hvad andre mennesker så? Var du overhovedet i besiddelse af et "selv", som vidste ting, som "andre" ikke vidste?

For at finde svar på disse spørgsmål vil vi i dette projekt undersøge, hvad der gør børn i alderen 1-3 år i stand til at huske detaljer fra deres liv, f.eks. hvorfra de kender givne ting. Vi vil teste en stor gruppe småbørn, når de er henholdsvis 12 måneder, 18 måneder og til sidst 3 år. Ved at teste de samme børn gennem en længere periode, hvor de gennemgår en udvikling, er det muligt at indfange sammenhænge mellem kognitive færdigheder og udviklingsstadier, mens der tages højde for individuelle variationer. Børnene, der gennemgår en udvikling fra spædbørn til børn under forløbet, kommer til at deltage i forskellige opgaver, der måler, hvordan de forstår andre menneskers perspektiv, hvordan de husker ting, de har været med til, og hvordan input fra en omsorgsperson og samspillet mellem omsorgsperson og barn kan påvirke denne udvikling.

En central hypotese i vores projekt er, at tidlig social kognition, herunder særligt at perspektiver og mentale tilstande er unikke og specifikke for den enkelte, er forløberen for (og drivkraften bag) børns begyndende evne til at huske kilderne til deres viden og specifikke begivenheder fra deres liv, hvilket almindeligvis kaldes episodisk hukommelse.

Vigtigheden af at forstå egne versus andres perspektiver

At betragte sig selv som uafhængig af andre kan hjælpe med at sætte ens eget perspektiv på en begivenhed i kontrast til andres perspektiv. Samtidig kan det at anerkende, at ens eget perspektiv står i kontrast til andres, bidrage til en forståelse af sig selv som et unikt, særskilt væsen. Man bliver måske bedre i stand til at spore sin egen historie med viden eller handlinger og isolere den fra andres historie. For at gøre dette er man dog nødt til at knytte specifik viden om verden til de rigtige mennesker, som man har tilegnet sig den fra eller erfaret den med. F.eks. at forstå, at de, der har set en given ting eller overværet en begivenhed, ved noget, som de, der ikke har set noget, ikke ved. For eksempel: Hvis min søster gav mig kage, da min far var ude, ved min søster, at jeg har fået kage, men det ved min far ikke (så jeg kan bede ham om en til).

I løbet af de første to år er det bemærkelsesværdigt, hvordan spædbørn stoler på andres perspektiv. Men dette indebærer som regel, at de generaliserer dette perspektiv til alle, inklusive dem selv. I nogle af vores eksperimenter vil vi undersøge, om spædbørns bearbejdning af scener og deres hukommelse i forhold til bestemte begivenheder er styret af andres perspektiver. En anden hypotese, vi vil undersøge, er, om de spontant generaliserer en persons mentale tilstand til en anden, selvom de ikke ved noget om den nye person. Hvis vi tager ovenstående eksempel, ville de tro, at far ved, hvor kagen er.

I mellemtiden, når vores små deltagere bliver ældre, vil de få en fornemmelse af deres eget "selv". Vores hypotese er, at en sådan bevidsthed vil relatere sig til og måske bestemme spædbørns evne til at kontrastere deres perspektiv med andres og til at knytte viden til mennesker, som det fremgår af de ovenstående skærmbaserede opgaver. Disse erfaringer, der indeholder hvem der gjorde hvad og hvor/hvornår, skal ofte lagres i længere tid i barnets hukommelse. Tilsammen vil det på lang sigt gøre det muligt for dem at danne unikke minder med individuelle personer, det vi kalder episodisk hukommelse - og at huske, hvem de ved noget fra, det vi kalder "kildehukommelse".