Hvordan påvirker synkronbevægelse børns forhold til andre mennesker?

I dette studie undersøger vi, hvordan det at bevæge sig synkront med en anden person påvirker 18 måneder gamle børns interaktion med denne person, og hvordan det hænger sammen med udviklingen af børnenes selvopfattelse.

Tidligere forskning har vist, at voksne føler sig tættere på og mere forbundne med andre mennesker, når de bevæger sig synkront med dem, og at de er mere villige til at hjælpe dem og samarbejde med dem efter interaktioner, der involverer synkroniseret bevægelse. Lignende resultater er fundet hos 14 måneder gamle børn - de hjælper spontant andre oftere efter en periode med synkronbevægelse end efter en periode med asynkron bevægelse med den pågældende person. Man ved ikke meget om tiden mellem de 14 og 18 måneder, hvor børn begynder at udvikle en stærkere selvfølelse og en forståelse af forskellen mellem sig selv og andre.  

Hvad undersøger vi og hvordan?

Børnene deltager i en kort musikalsk aktivitet: Deres omsorgsperson vil hoppe med dem i en bæresele, og en forsøgsperson hopper enten synkront eller asynkront med dem. Efter denne øvelse registrerer vi børnenes adfærd over for forsøgspersonen i to korte opgaver. Her er vores mål at se, om børn, der bevægede sig synkront med forsøgspersonen, vil vise mere tilknytningsadfærd over for denne person (f.eks. ved at kopiere den måde, hun udfører bestemte handlinger på, eller ved at gøre sig selv mere lig hende), end børn, der bevægede sig asynkront med forsøgspersonen. Vi planlægger også at undersøge, hvordan disse forskelle i adfærd relaterer til børnenes udvikling af selvopfattelse ved at sammenligne adfærden hos børn, der genkender sig selv i et spejl, med adfærden hos børn, der endnu ikke genkender sig selv i et spejl. Undersøgelsen er lige startet, og vi ser frem til at rapportere resultaterne i fremtidige nyhedsbreve.

Tilknyttede