Synkronisering i interaktioner mellem omsorgsgivere og børn på tværs af neurodiversitet (SYNCC-IN)

Interpersonel synkronisering er den indbyrdes afstemning af følelser, adfærd og endda biologiske rytmer mellem individer. I forholdet mellem omsorgspersoner og børn opstår det, når de udviser ens ansigtsudtryk, koordinerede bevægelser eller endda synkroniserede hjerterytmer og hjerneaktivitet under meningsfulde interaktioner. Disse øjeblikke af samhørighed danner grundlaget for tillid, kommunikation og læring. 

Hvad undersøgte vi og hvordan

Dette studie undersøger, hvordan interaktionen mellem omsorgspersoner og børn hænger sammen med den kognitive og følelsesmæssige udvikling, især hos børn med forskellige udviklingsmæssige behov. Projektet, der finansieres af EU’s Horizon-program, er et samarbejde mellem universiteter i Polen, Italien, Tyskland og Danmark (vores center). I Danmark og Tyskland inviteres neuro”typiske” børn til at deltage i undersøgelsen. For at kunne undersøge forskelle i udvikling deltager en gruppe børn diagnosticeret med ASD samt børn født for tidligt ligeledes i undersøgelsen i Polen; for tidligt fødte babyer testes også i Italien. Ved at undersøge, hvordan synkronisering i omsorgsgiver-barn-par fungerer på tværs af adfærd, fysiologi og hjernen, kan projektet bidrage til at generere viden, der er relevant for familier, pædagoger, klinikere og fagfolk, der arbejder med børn.

For børn er synkronisering med en omsorgsgiver afgørende for en sund udvikling. Når en omsorgsgiver reagerer på et barns signaler – som at berolige dem, når de græder, eller dele deres glæde – styrker det barnets evne til at regulere følelser og opbygger deres følelse af tryghed. Synkronisering mellem omsorgsgiver og barn er bredt anerkendt som en grundlæggende komponent i den tidlige relationsudvikling, med betydelige implikationer for tilknytning, følelsesregulering, kognitiv vækst og langsigtet mental sundhed.

I Danmark deltog 53 danske og 8 engelsktalende familier med børn i alderen 3,5–5,5 år i perioden august til december 2025. Først deltog omsorgsgiveren og barnet i SECORE-proceduren, som blev optaget på video. Procedure består af tre hovedfaser, der hver især fokuserer på enten kognitiv, motivationsmæssig eller følelsesmæssig regulering. Denne opgave er designet til at vurdere, hvordan forældre og børn håndterer udfordrende situationer, både sammen og individuelt. Selvregulering og samregulering er vigtige i alle aldre, også for børn, og bidrager til trivsel. Vi ønskede at få en bedre forståelse af, hvordan vi bedst kan støtte dette, og hvilke faktorer der kan spille en rolle. Da formålet var at vurdere, hvordan udfordringer håndteres, involverede det en række situationer, der kunne være let ubehagelige/frustrerende.

Før studiets start fik de også udleveret et par accelerometre, som de skulle bære på armen, så vi kunne måle deres bevægelser.

Efter SECORE-proceduren, blev omsorgsperson og barn udstyret med lette fNIRS-hætter (fNIRS står for funktionel nærinfrarød spektroskopi, som er en ikke-invasiv neurobilleddannelsesteknik, der måler ændringer i blodgennemstrømningen af iltet og iltfattigt blod I hjernen),  for at indsamle data om hjerneaktivitet, og de blev også bedt om at tage eye-trackingbriller på, hvilket gjorde det muligt at undersøge sammenhængen mellem pupiludvidelse, som har vist sig at synkronisere under fælles opmærksomhed. Denne del af projektet har til formål at måle de neurofysiologiske reaktioner hos barnet og omsorgsgiveren under en fælles videoseance. Under denne filmvisning sad deltagerne ved siden af hinanden og fik vist tre på hinanden følgende animerede videoer med følelsesmæssigt eller socialt indhold. Vores spørgsmål her er: viser parrets hjerneaktivitet synkronisering under visningen af disse film og har dette noget at gøre med deres følelsesmæssige regulering?

Efter tegnefilmsvisningen blev deltagerne sat overfor hinanden og blev bedt om at føre korte samtaler. Først blev de bedt om enten at tale om den foregående SECORE session eller om tegnefilmene, hvilket kunne føre til diskussioner om det følelsesmæssige indhold. I den anden samtale blev de bedt om at tale om en nylig begivenhed, som de begge havde deltaget i og huskede, og som var en engangsbegivenhed.

Derudover modtog deltagerne også links til onlineformularer til en række spørgeskemaer (generelle demografiske oplysninger, spørgeskemaer om temperament, et spørgeskema om generel udvikling og et om impulskontrol i interaktionen mellem omsorgsgiver og barn) med henblik på at forstå børnenes udvikling.